Marengsfigurer

Den nemmeste opskrift på marengs, jeg har prøvet, er denne her. Den er hurtig, nem at huske i hovedet og perfekt til små sjove figurer.

Jeg elsker at lege med marengs og lave små figurer og små kyskager. Man kan lave figurer til alle lejligheder og højtider og kun fantasien og antallet ens farver og tyller sætter begrænsningerne.

Der findes mange opskrifter på marengs. Denne opskrift, synes jeg, er super til flade marengsfigurer og den tager ikke så lang tid at piske op som marengs lavet på ren sukker og æggehvide. Det mest fantastiske er dog at den er nem at huske for forholdet er bare 1:1:1

Ingredienser.

2 æggehvider. Vej dem. Vejer de f.eks. 60 gram skal du også bruge 60 gram sukker og 60 flormelis

sukker: sammevægt som æggehviderne

flormelis: sammevægt som æggehviderne

Farve uden for meget vand f.eks. colorpaste  fra dr. oetker eller pastafarve 

evt. tandstikker eller grillpinde

Sådan gør du

Tjek at din skål og piskeris er helt rene og tørre. Pisk æggehviden stiv så den kan vendes på hovedet uden at falde ud. Pisk sukkeret i af tre omgange. Sukkeret skal piskes helt ud inden du hælder den næste 1/3 del i. Når alt sukkeret er opløst pisker du flormelisen i, også af 3 omgange.

Del marengsen op i små skåle og vend farve i. Pastafarve kan være lidt svær at opløse, til gengæld giver det meget farverige farver. Hvis du tager en lille klat og vender med en ss af marengsen og derefter vender det ud i resten, undgår du at rører alt luften ud af marengsen.

Kom marengsen i sprøjteposer med tyller eller brug en plastikpose som du klipper hul i. Vær opmærksom på at varme hænder smelter marengsen, så undgår at fylde op i den samme pose for mange gange eller holde på posen oven på marengsen.

Kagerne bages ved 80 grader varmluft i 1 -1,5 time. Har man ikke krymmel på, kan man godt give dem 90 grader. Du kan sagtens have flere plader i ovnen af gangen. De er færdige, når de ikke hænger fast i bagepapiret og altså nemt kommer af. Lad dem stå i ovnen og køle af.

Hvis man skal prøve nye figurer af eller har børn med i køkkenet kommer her lige et par fif.

Tegn det du vil sprøjte på et stykke papir og læg det under bagepapiret, så du har noget at sprøjte efter. Hvis du tegner direkte på bagepapiret skal du huske at vende papiret om, ellers suger marengsen stegerne til sig og du får blyantssteger op i marengsen. Brug lyst/hvidt bagepapir så du kan se igennem.

Hvis du vil have en pind i små flade figurer, så vent med at stikke pinden ind, til du har sprøjtet figuren. Hvis det er en lidt stører ting, kan man lægge en lille klat marengs på bagepapiret og lægge pinden ned i det. Derefter sprøjter man oven op. Det er vigtigt at det kommer lidt marengs på begge sider af pinden. Ellers falder den for nemt af.

Krymmel kan sætte prikken over I’et. Der findes et hav af forskellig slags krymmel som kan brugs til at lave øjne og farvespil med. I queenmix fandt jeg små kongekroner og i bumblebee fandt jeg små kugler til øjne. Man kan også lave f.eks. øjne ved at dyppe en tandstil i kakaopulver og derefter prikke øjne på figuren.

 

 

Jeg har brugt marengs figurer oven på f.eks. roulade og på min sommerlagkage fra Bagedysten. Til danmarks indsamlingen i 2019 lavede jeg en masse blomsterkager som blev delt ud til folk som bakkede op om arrangementet.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.