Opskriften på disse jødekager er fundet i min farmors håndskrevne kogebog, hvor hun, hendes mor og bedstemor har nedskrevet opskrifter.
Når jeg ringer for at få opskriften hver år til jul, hygger vi os med at jeg lige skal forstå at melis er sukker og pund er 0,5 kg. De er super sprøde, da de er hævet med hjortetaksalt. Da disse blev lavet med børn på friskolen, skar vi dem ud, men de kan også rulle ud og udstikkes i alverdens faconer. Min farmor skulle bage til en hel gård. Her er opskriften til 80 stk.

Ingredienser
- 250 g hvedemel
- 1/2 ts. hjortetaksalt
- 150 g smør
- 100 g sukker
- 1 æg
Pensling
- 1 æg
- ½ ts kanel (evt mere eller mindre alt efter hvor glad du er for kanel
- 2 ss sukker
- 10-15 hakkede smuttede mandler
Sådan gør du
- Kom hjortetaksaltet i melet og smuldre smørret i melet. Tilsæt sukker og rør det godt sammen. Saml dejen med et æg. Rul det til 3-4 stænger med en diameter på 4-5 cm alt efter hvor store jødekager du vil have. Læg dejen på frost et par timer.
- Tænd ovnen på 200 grader
- Med en skarp kniv skæres super tynde skiver som placeres på bagepapir. Pensl kagerne med et sammenpisket æg. Drys med kanelsukker og hakkede smuttede mandler.
- Bag kagerne til de er lysebrune i kanterne ca 6-8 min
Hvis du skal bruge flere juleopskrifter så kan du kigger her:

Oldemors Klejner